TILKNYTNINGSTRAUMER

Tilknytningstraumer har sin oprindelse i den tidligste barndom hvis den medfødte, naturlige tendens og stræben efter at danne tæt tilknytning til forældrene (og siden andre betydningsfulde personer) lider overlast.

Dette sker hvis barnet oplever voldsomme begivenheder og/eller megen uforudsigelighed og utryghed som skader tilliden til barnets primære personer.

Tilknytningstraumer som ikke forløses vil påvirke evnen til at danne relation og nær kontakt til andre mennesker gennem hele livet.

Dette kan for eksempel opleves som gennemgående vanskeligheder ved at leve i parforhold, problemer med at have stabile relationer til familie og venner, eller tendens til at isolere sig.

Tilknytningstraumer er belastende og smertefulde for både den traumatiserede og dennes relationer.
I lighed med choktraumer kræver tilknytningstraumer også en traumeopløsning og integration
som har sin fundering i den aktuelle kontakt og tillid mellem terapeut og klient.

Denne form for traumatisering kan kræve et længerevarende terapiforløb,
da klienten jo netop er ”ramt” på sin evne til at fatte tillid til andre mennesker som er vigtige i voksenlivet.